Navne og enkelte detaljer er ændret af hensyn til privatlivet. Historien bygger på virkelige oplevelser.
Fortalt af Mikael fra Fyn.
Da jeg flyttede ud af huset efter næsten tolv år sammen med mine børns mor, troede jeg ærligt, at det værste var overstået.
Vi havde haft problemer længe, og selvom det gjorde ondt at gå fra hinanden, tænkte jeg, at vi nok skulle finde ud af det for børnenes skyld. Vi var jo stadig mor og far til de samme to børn.
De første uger gik egentlig fint. Jeg så børnene, vi spiste aftensmad sammen et par gange, og selvom stemningen var tung og det hele føltes underligt for mig og min eks, havde jeg en følelse af, at vi nok skulle komme igennem det her.
Men langsomt begyndte tingene at ændre sig. Der kom aflysninger. Børnene var trætte. Det passede ikke lige den weekend. Der var kommet andre planer.
Jeg slog det hen i starten. Jeg tænkte, at det bare var en svær periode, og at vi alle sammen lige skulle finde os til rette i den nye situation. Men efterhånden gik det op for mig, at der var ved at ske noget, som jeg aldrig havde forestillet mig. Der kunne gå længere og længere tid mellem, at jeg så mine børn.
Det værste var ikke stilheden i lejligheden. Det var stilheden fra dem. Jeg kan stadig huske de aftener, hvor jeg sad alene i sofaen og så gamle videoer af dem på min telefon. Jeg så de samme klip igen og igen.
Jeg savnede dem så meget, at det gjorde fysisk ondt. Jeg sov dårligere og dårligere. Og jeg begyndte at tvivle på mig selv. Var jeg en dårlig far? Havde jeg ødelagt det hele? Var det min egen skyld?
På et tidspunkt blev Familieretshuset (dengang hed det Statsforvaltningen) involveret. Jeg følte, at det var nødvendigt på det tidspunkt, fordi jeg aldrig så mine børn. Dengang havde jeg en forestilling om, at det hele hurtigt ville blive løst.
Sådan blev det ikke. Der var møder. Papirer, der skulle udfyldes. Ventetid. Usikkerhed. Ventetid igen. Øget usikkerhed. Ugerne føltes som måneder, månederne føltes som år.
Set i bakspejlet, følte jeg hele tiden, at Familieretshuset var imod mig. At de kun lyttede til min eks. At de troede på hendes løgne om mig, for eksempel at jeg var ond og grov mod børnene, at jeg aldrig brugte tid med dem og værst af alt, at jeg havde været voldelig mod hende. Alt det var løgn.
Det hele kom som et chok for mig. Hvis jeg ikke allerede var deprimeret, så blev jeg det den dag.
Og hele tiden var jeg bange for én ting. At mine børn langsomt ville glemme mig. Det lyder måske mærkeligt, men det var min største frygt.
En dag, lang tid senere henne i processen, sagde min ældste søn noget, som jeg aldrig kommer til at glemme: “Far, jeg troede, du ikke havde lyst til at være sammen med os mere.”
Jeg gik ud på toilettet bagefter og græd. Ikke fordi han havde sagt noget forkert. Tværtimod. Det gjorde bare ondt at tænke på, at han havde gået rundt med den tanke.
I lang tid var jeg vred. Vred over situationen. Vred over, hvor lidt kontrol jeg følte, at jeg havde. Og ærlig talt også vred over, hvor alene jeg følte mig. Men med tiden begyndte jeg langsomt at fokusere på det, jeg faktisk kunne gøre noget ved. Jeg begyndte at passe bedre på mig selv. Jeg begyndte at træne igen. Jeg begyndte at se mine venner igen. Jeg søgte hjælp og rådgivning.
Og jeg prøvede at holde hovedet koldt, selv på de dage, hvor det føltes umuligt. Det ændrede ikke alting fra den ene dag til den anden. Der gik år. Men lidt efter lidt begyndte tingene at blive bedre. Efter lang tids venten kom Familieretshuset frem til, at der ikke var grundlag for beskyldningerne. Der blev lavet en samværsaftale, og selvom jeg ikke fik så meget samvær, som jeg havde håbet på, føltes det som en kæmpe sejr.
Kontakten til børnene blev mere stabil. Vi fandt nye rutiner. Og selvom vores familie aldrig blev den samme igen, blev den heller ikke helt ødelagt. Den blev bare anderledes.
I dag er jeg stadig deres far. Jeg hjælper med lektier. Jeg er med til fødselsdage. Vi ser film sammen. Vi griner sammen. De kan få fat i mig, når de vil.
For nogle år siden var jeg overbevist om, at jeg havde mistet dem.
I dag ved jeg, at jeg aldrig holdt op med at være deres far.
Og det gør jeg heller aldrig.
Del din historie
Ingen far bør føle, at han står alene.
Historien ovenfor blev delt for at minde andre fædre om, at de ikke er de eneste, der kæmper. Måske kan din historie gøre det samme for en anden.
Hvis du har lyst til at dele din historie, er du meget velkommen til at skrive til:
Du bestemmer selv, om dit navn skal fremgå, eller om historien skal være anonym. Navne og andre personlige oplysninger kan ændres af hensyn til privatlivet.
Af praktiske årsager er det ikke alle historier, der kan blive offentliggjort. Hvis du ikke har hørt fra os inden for fire uger, skal du betragte det som et tegn på, at historien ikke bliver bragt.
Fars Manual forbeholder sig retten til at redigere eller afvise indsendte historier og kommenterer som udgangspunkt ikke på disse beslutninger.
